Sådan strikker du med håndfarvet garn

Er du stødt på begrebet “pooling” i din søgning efter det perfekte håndfarvede garn? Selvom det lyder lidt som lækre drinks og høj sol, så er det ikke helt så eksotisk. Men det er nu alligevel ret vigtigt for dit strik.

Hvad er pooling?

Når man strikker eller hækler med håndfarvet garn kan man komme ud for “pooling”. Det betyder, at farverne i garnet vil gentage sig selv i et mønster. 

Hvis du f.eks. strikker en sweater, kan det betyde, at for- og rygstykke får et andet udtryk end ærmerne. 

Det kan også være, at der kommer en tydelig overgang, når du skifter garnnøgle. 

 

Hos Galaxy Glow gør jeg altid mit bedste for at farve feddene så ens som muligt. Men fordi alt garn er håndfarvet, vil feddene aldrig være 100 % ens. Og det er jo netop der, charmen ligger!

Sådan undgår du pooling

Selv gør jeg ikke noget for at undgå pooling. Jeg kan godt lide at lade garnets håndfarvede kvaliteter skinne kraftigt igennem. 

Men hvis det er noget, du vil undgå, er her et par smarte tricks til hvad, du kan gøre: 

  • Strik med to nøgler ad gangen 

Når du skiftevis strikker med to nøgler garn på samme tid, bliver farverne mere jævnt fordelt. 

Der findes gode videoer på YouTube, der viser, hvordan du skal gøre. Du skal blot søge på “undgå pooling”. 

  • Kig grundigt på dit garn

Når du står med dine garnnøgler i hånden, kan du planlægge den rækkefølge, du vil strikke dem i. Nogle af feddene ligner måske hinanden mere og kan danne en naturlig rækkefølge.

  • Køb nok garn til hele dit projekt

Hvis du sørger for at købe nok garn ind i samme omgang, er der større chance for, at du kan få garn fra samme farvning.

Selvom det er den samme farve, vil garnet være en smule anderledes fra farvning til farvning.

God strikkelyst X

Tilbage til blog